Tag: smør

  • Langtidsstegt and og flæskesteg – komplet julemenu 2024

    Langtidsstegt and og flæskesteg – komplet julemenu 2024

    Julen kræver sin flæskesteg og lav for sovsens skyld også en and. Det giver en bedre sauce og hvis du er heldig er der også andespisere som giver dig mere flæskesteg. Vi har samlet alle vores opskrifter til det store julemåltid her så det er et sted. Her er en plan inkluderet, så det hele kører optimalt og uden stress. Vi garanterer for at det er gennemprøvet mange juleaftener – mindst 30.

    Opskrifterne kommer grundlæggende fra min mor, men er blevet forfinet gennem årene. Opskriften fungerer også som en køreplan for juleaften – så er du sikker på success uden alt for meget stress eller at middagen først er færdig kl 21. Julemenuen har været her på sitet i 10+ år, og jeg ved, der er mange familier der bruger den år efter år.

    Der er ikke sket nogle rettelser siden 2023.

    Plan

    Dagene før:

    1. Lav rødkål
    2. Kartofler til brune kartofler koges, pilles og sættes på køl
    3. Lav ris à l’amande
    4. Lav æbler klar og køl dem i lagen
    5. Lav kirsebærsauce

    Juleaften:

    1. 5,5 timer før spisning startes arbejdet med and og flæskesteg
    2. 1 time før spisning vendes anden og arbejdet med sovsen begynder
    3. 40 minutter før sættes almindelige kartofler over til hvide kartofler
    4. 30 minutter før sættes de brune kartofler  i gang
    5. 20 minutter før varmes rødkål
    6. 10 minutter før anrettes æbler med gele
    7. 5  minutter før klargøres tilbehør i små skåle: Rødbeder, asier, tyttebærsyltetøj
    8. Skær anden ud. Lår skæres af og bryster skæres fra og skives.

    Langtidsstegt and og flæskesteg

    • 1 stor god and
    • 3 kg flæskesteg
    • 0,75 liter andeboullion
    • 4 gulerødder skåret i skiver
    • 1 løg i store skiver
    • 15 laurbærblade
    • Salt, peber
    • 3 æbler
    • 1 pose svesker

    Fjern indmaden og halsen fra anden og skær de yderste vingeled af anden. Gem dette. Gnid anden både ud- og indvendigt med salt og peber. Skræl æblerne og skær dem i store tern og bland med svesker, salt og peber. Fyld anden med æble/sveske blandingen og luk med kødnåle. Læg den på en rist med ryggen opad.

    Gå flæskestegen efter og vær sikker på at der er skåret helt ned til kødet i alle revner ved sværen. Drys salt ned i hver eneste revne og gnid salt ovenpå. Sæt laurbærblade ned i rillerne mellem sværen. Sæt flæskestegen på risten ved siden af anden. Brug gulerødder under stegen til at sikre at stegen og sværen er helt lige.

    Skær gulerødder og løg ud og fordel i en bradepande. Hæld andebouillonen ud over og sæt det i oven. Sæt risten med and og flæskesteg ovenover. Tilbered samlet i 5 timer ved 130C. Efter 4 timer vendes anden med brysterne opad i den sidste time. Så tages anden ud. Laurbærbladene fjernes fra stegen og grillen tændes. Hold godt øje med stegen til sværen er sprød.

    Når anden vendes efter 4 timer tages bradepanden ud og indholdet sigtes i en skål. Lad det stå 1/2 times tid, hvorefter andefedtet har samlet sig i toppen. Brug en øse til forsigtigt at fjerne andefedtet og put det i en bøtte. Det der er tilbage er en kraftig boullion som skal bruges til sovsen. Fedtet kan sagtens bruges til brasekartofler etc. det næste halve år.

    Andesovs

    • 2 spsk mel
    • 2 spsk andefedt (eller smør)
    • Indmad, hals og vinger
    • Boullion fra bradepanden uden fedt
    • 3 dl. piskefløde
    • Kulør (ja, gu i helvede skal vi ha kulør)
    • Ribsgele
    • Balsamico
    • Salt/peber

    Brun indmad, hals og vinger godt af i en gryde. Hæld vand ved så det dækker og lad det småkoge i en times tid. Husk at skumme urenhederne af. Sigt og kog det godt ind – her er en god andefond.

    I en stor tykbundet gryde smeltes andefedtet og melet drysse i. Brunes under kraftig piskning til det bliver gyldent i farven. Herefter tilsættes både andefond og bouillon langsomt mens der piskes. Det koges godt igennem og så tilsættes fløden. Nu smages det hele til med ribsgele, balsamico, salt og peber. Til sidst får det en god sjat kulør så det får den helt rigtige farve.

    Æbler med ribsgele (laves dagen før)

    • 4 Æbler
    • 250g Sukker
    • 1/2 Citron
    • 1/2 stang Vanilje
    • 1 gl Ribsgele
    • 5 dl Vand
    Kog vandet op og pres citronen i.
     
    Skræl æblerne og skær dem over i to halve ved at holde på blomst og stilk og skær det igennem. Med en teske graver du kernehuset ud. Gør det forsigtigt så æblet ikke flækker. Lad være med at gøre hullet alt for stort det gør æblet mere porøst.
     
    Kom sukker og vaniljestang i vandet og bring det igen i kog. Kom æblerne i sukkerlagen og lad vandet koge op tag gryden af blusset. Læg en tallerken oven på æblerne så de holdes nede i lagen. Lad dem trække i 20 min. Sæt det på køl (normalt undefor til jul) i lagen.
     
    Lige før de skal serveres tages æbler op af lagen med en hulske og læg en lille skefuld ribsgelé i hullet.

    Brune kartofler

    • Små (asparges) kartofler
    • Sukker
    • 40 g. Smør

    Kartofler koges til de er næsten klar. Vandet hældes fra og de pilles mens de er varme. Lægges på køl. Husk at tage dem ud et par timer før så de ikke er helt kolde når de kommes på panden.

    1/2 time før servering dækkes en stor teflon sorterpande med sukker som smeltes langsomt uden det bruger for meget. Når alt sukkeret er smeltet hældes smør i og der røres til der er en homogen karamelmasse. De kolde kartofler (pas på de ikke er våde) hældes i karamellen og det hele steges igennem til kartoflerne er ensartet karamelliseret.

    Rødkål (laves dagen før)

    • 1 rødkålshoved
    • 75 g. smør
    • 1 dl. eddike
    • 4 dl ribssaft
    • Salt
    • Evt. lidt ribsgele
    • Evt. lidt balsamico

    Rødkålen deles på langs i 4 og stokken skæres af. Snit kålen fint. Smelt smørret i en tykbundet gryde og ved den snittede kål heri. Tilsæt eddiken med det samme og vend det rundt endnu engang. Tilsæt så ribssaft og lidt salt og lad det koge under låg i ca. 1 time til kålen er mør. Smag til med ribsgele, balsamico og salt. Sæt på køl til dagen efter.

    Ris à l’amande (laves dagen før)

    • 200 g. pama grødris
    • 2,5 dl vand
    • 1 liter sødmælk
    • 2 spsk sukker
    • 6 tsk vanillesukker
    • 1 stang vanille
    • 100 g. hakkede mandler
    • 5 dl. piskefløde

    Start først med at lave en risengrød da den skal køles af først. Kog 2,5 dl. vand op og drys risene i. Kog dem i vandet i 2 minutter. Tilsæt mælken og rør kontinuert til mælken koger. Skrug ned til simreniveau og lad det koge under låg i ca. 35 minutter. Rør i det indimellem. Køles helt af.

    Rør sukker, hakkede mandler, vanillesukker og indmaden af en stang vanille i den kolde risengrød. Pisk fløden til flødeskum og vend den forsigtigt i grøden. Smag til med ca. 1 spsk portvin. Sæt ris à l’amande på køl til dagen efter – den bliver en del bedre af at stå.

    Kirsebærsauce

    • 1400 g frosne kirsebær
    • 350 g sukker
    • 50 g vaniliesukker
    • 2 vaniljestænger
    • 6 spsk maizena
    • 6 dl kirsebærvin
    • 2 dl portvin
    • 1 stang kanel
    • 1 stjerneanis

    Ok, dette er en stor portion, men hvem laver ikke ekstra ris á l´amande første og/eller anden juledag?

    Drys sukkeret (både alm og vaniljesukker) over kirsebærene aftenen før, så det trækker saften ud natten over.

    Si kirsebær fra sukkersaften. Hæld saft, kirsebærvin og portvin i en gryde sammen med vaniljestang, stjerneanis og kanel. Bring det i kog, skru ned for blusset, og lad det simre i 15 min.

    Rør maizena ud i lidt vand, og hæld det langsomt i den varme kirsebærsauce under konstant omrøring, til det tykner og langsomt kommer i kog. Måske skal du ikke bruge al maizenaen.

    Smag om der skal mere sukker i din kirsebærsauce, men lav den ikke for sød, da risalamande er meget sød, og kirsebærsauce skal tilføje lidt syre og friskhed til desserten. Herefter tilføjes kirsebærrene som lige varmes med i nogle minutter. Vaniliestænger, stjerneanis og kanel fiskes op og saucen sættes på køl til den skal bruges og varmes op.

    This slideshow requires JavaScript.

    Udgivet første gang 19. december 2016 20:00.

  • Pommes Hørup

    Pommes Hørup

    Udskriv
    5 fra 1 stemme

    Pommes Hørup

    Træt af pommes anna, så er her en mere sprød og smuk udgave. Brug den til en steak eller server den med et spejlæg. Fin til gæster og har du det rette udstyr er den let at lave.
    Servings: 4 personer

    Ingredienser

    • 4 store bagekartofler
    • 160 g smeltet/klaret smør
    • Flagesalt
    • Peber

    Sådan gør du

    • Skræl kartoflerne. Skær dem i en lang bane på en japansk grønsagssnitter – jo tyndere jo bedre, så under 0,5mm. Har du ikke en sådan må du se om du kan få en meget lang bred bane med en tyndskræller eller også må du tune dine katsuramuki skills.
    • Pensel banen lidt af gangen med smør, drys med lidt salt og peber og rul fra den bredeste ende. Bliv ved til du har en rulle af hele kartoflen. Går banen lidt i stykker gør det ikke noget. Bare rul den næste bane på med et lille overlap.
    • Sæt rullen i en ramekin og hæld en spsk smeltet smør over.
    • Gentag for alle 4 kartofler, så der er en til hver.
    • Sæt i ovnen ved 220°C i 50-60 min til den har en flot brun overflade. Tag dem ud og lad dem køle af i 5-10 min. Tag forsigtigt kartoffelrosetten ud af formen og server på en tallerken.

    Noter

    Du kan se film om katsuramuki her
  • Sous vide laks med blomkålscreme og rosenslaw

    Sous vide laks med blomkålscreme og rosenslaw

    Dette er en ret som lyder kompliceret men kan laves på en lille time. Fantastisk smag på trods af at det er ret sundt.

     

    Udskriv

    Laks med blomkålscreme og rosenslaw

    Forb. tid30 minutter
    Tilb. tid35 minutter
    Samlet tid1 time 5 minutter
    Servings: 4 personer

    Ingredienser

    Laks

    • 4 pæne skiver laks med skind
    • 2 tsk sukker
    • 8 tsk fint salt
    • Reven skal af 1/2 citron
    • salt/peber

    Rosenslaw

    • 200 g fintsnittet rosenkål uden stok
    • 50 g grovkornet sennep den med hele sennepskorn
    • 50 g æbleeddike
    • 10 g sukker
    • 3 g fint salt
    • 1 spsk ristet fennikelfrø

    Blomkålscreme

    • 1 blomkålshoved (ca 500g)
    • 1 dl vand
    • 85 g smør
    • salt/peber
    • citronsaft

    Sådan gør du

    Laks sous vide

    • Bland sukker og salt og drys det over laksen på kødsiden. Lad det stå 10-20 min
    • Vask laksen i koldt vand, tør den og skær den i gennem skindet i midten af fisken – 4-5 snit pr. stykke
    • Læg fisken i vacuum pose, drys med salt, peber og reven citron og giv det et strint olivenolie før der vacuumeres.
    • Tilbered sous vide ved 50°C i 30 min.
    • Tag laksen op og ud af posen. Tør den af og rist den i lidt olie på skindsiden til den bliver sprød.

    Bland en dressing af alle ingredienser undtagen rosenkål

    • Hæld dressing over de fintsnittede rosenkål. Smag til undervejs. Der er nok lidt for meget dressing.
    • Sæt på køl i 1/2 time.

    Blomkålscreme

    • Hæld vand, smør og salt i en gryde.
    • Trim blomkålshovedet for blade. Snit den fint på langs.
    • Hæld den fintsnittede blomkål i gryden og sæt det over kog.
    • Koges under låg i ca. 20 min til blomkålen er mør. Pas på den ikke brænder tør. I så fald tilsættes lidt ekstra vand. Pas på der ikke er for meget væde, så bliver cremen for tynd.
    • Når blomkålen er mør, blendes hele blandingen og smages til med salt, peber og citronsaft

    Færdiggørelse

    • En god klat blomkålscreme anrettes midt på en tallerken. En lidt mindre klat rosenkål slaw lægges pænt oven på blomkålscremen. Til sidst sættes et stykke af den ristede laks på toppen og drysses med lidt flagesalt.

  • Peach Melba på Toast

    Peach Melba på Toast

    Kombinationen af fersken, vaniljeis og ristet brød er helt forrygende. Den er en sikker succes her i huset og kan ikke laves tit nok.

     

    Udskriv

    Peach Melba på Toast

    Forb. tid10 minutter
    Tilb. tid20 minutter
    Samlet tid30 minutter
    Servings: 4 personer

    Ingredienser

    • 4 skiver godt brød, f.eks. hvedebrød fra Emmery
    • 1/2 dl olivenolie
    • 50 g smeltet smør
    • 1/2 dl honning
    • 2 vaniljestænger
    • 4 ferskner (halverede)
    • 1 bakke hindbær
    • God vaniljeis

    Sådan gør du

    • Smør og olie lunes. Tilsættes flækkede vaniljestænger og honning røres i.
    • Ferskner marineres i den lune blanding i 20 min. Brødet ristes.
    • Ferskener anrettes på brødet med en kugle is. Lidt af lagen hældes over og der pyntes med hindbær.

  • Julesmåkager

    Julesmåkager

    Ingen jul uden småkager. Her er vores favoritter: Vaniliekranse, fedtebrød og chokosnitter. Specielt fedtebrødende er stærkt vanedannende og vi måtte lave flere batches i år da vi hurtigt fik udsolgt.

    Vaniliekranse

    • 1 vanilijestang
    • 180 g. sukker
    • 200 g. smør
    • 1 æg
    • 75 g. mandler
    • 250 g. hvedemel

    Tag smørret ud af køleskabet i god tid, så det har stuetemperatur, når du går i gang. Forvarm ovnen til 200 grader. Blend mandler i foodprocessor. Rør vaniljekorn sammen med lidt sukker. Tilsæt sukker, vanilliesukker, det bløde smør, æg og mel i food processoren. Kom dejen i en stofsprøjtepose med stjernetylle på ca. 10 mm og sprøjt den straks ud i kranse med en diameter på ca. 5 cm på en bageplade med bagepapir. Lad der være lidt mellemrum imellem kagerne, så de ikke flyder sammen under bagningen. Bag vaniljekransene i ovnen i 10-12 minutter til de er let gyldne. Lad småkagerne køle af på en bagerist, og opbevar dem i en tætsluttende beholder.

    Fedtebrød

    • 200 g mel (3 ½ dl)
    • 1/4 tsk hjortetakssalt
    • 200 g blødt smør
    • 125 g kokosmel (ca. 3 dl)
    • 125 g sukker (1 ½ dl)
    • 225 g flormelis
    • 3-4 spsk rom

    Bland mel og hjortetakssalt og findel fedtstoffet heri.Tilsæt kokosmel og sukker og ælt hurtigt dejen sammen. Rul dejen i tommelfingertykke stænger, tryk dem lidt fladere.

    Bag stængerne ved 200 grader i ca. 10 min.

    Rør glasur af flormelis og rom samt lidt vand til passende konsistens.
    Glasér stængerne, mens de endnu er varme, skær dem herefter i skrå snitter.

    Chokosnitter

    • 100 g blødt smør
    • 85 g sukker (ca. 1 dl)
    • 2 spsk lys sirup
    • 125 g hvedemel (ca. 2 dl)
    • 2 1⁄2 spsk kakao
    • 1 tsk vaniljesukker
    • 1⁄2 tsk natron

    Pisk smør, sukker og sirup lyst og luftigt. Vend mel, kakao, vaniljesukker og natron (drysset gennem en sigte) i dejen og pisk det så det smuldrer. Hæld dejen ud på bordet og saml den. Del dejen i to og rul hver portion ud til en stang 35-40 cm lang. Læg dem på en plade med bagepapir og tryk dem let flade og bag dem midt i ovnen ved 175C i ca 20 minutter. Lad stængerne køle let af på bagepladen og skær dem i skrå snitter. Lad chokoladesnitterne køle af på en bagerist.

    Pebernødder

    Denne opskrift er en variation af den originale opskrift fra Den Gamle By i Aarhus. Pebernødder er en af de ældste typer af bagværk fra Danmark og kan spores tilbage til 1400-tallet.

    • 375 g. mel
    • 175 g. smør
    • 1 æg
    • 1,5 dl. brun farin
    • 1,5 dl. sukker
    • 2 tsk. friskkværnet peber
    • 1 tsk. kanel
    • 1/2 tsk. potaske udrørt i 1 spsk koldt vand

    Smørret smuldres i melet og de øvrige ingredienser tilsættes. Æltes og trilles til lange findertykke pølser der skæres i små stykker. ca. 1cm brede. Rulles og stilles på bagepapir på en bageplade med 3 cm mellem hver nød.

    Bages ved 180C varmluft i ca 13 min.

    Drømme

    Dette er en gammel opskrift som jeg har fra min mormor som min mor lavede hvert år til jul.

    • 300 g mel
    • 250 g smør
    • 6 spsk sukker
    • Pynt: Sammenpisket æg, tesukker og hakkede mandler

    Delene æltes til en fast masse, der opbevares køligt. Rulles til små kugler, der klemmes flade med en gaffel på kryds og tværs. Dyppes i æg og derefter i en blanding af tesukker og hakkede mandler. Bages i en middelvarm ovn (ca. 170 grader) ca. 10 min. (2×5).

    Klejner

    Den første småkage min mor altid lavede mod jul var klejner da de (ligesom vaniljekranse) skal stå og hvile så smagen kan brede sig i hele småkagen. Så vent lige en uge med at spise dem her.

    • ½ kg mel
    • 100 g smør el.margarine
    • 150 g melis
    • 2 æg
    • ½ dl mælk
    • 1½ tsk. kardemomme
    • 1 knsp. hjortetaksalt
    • palmin til kogning

    Melis, æg, hjortetaksalt og kardemomme røres sammen. Fedtstoffet knibes i. Tilsæt mælk og mel og ælt grundigt. Lad dejen hvile 5-10 min. før udrulning så tyndt som muligt. Skær den ud med klejnespore med ridse i midten til vridningen. Koges i den varme palmin og lægges på fedtsugende papir.

     

    This slideshow requires JavaScript.

     

  • Laks sous vide med ærtemos

    Laks sous vide med ærtemos

    Så blev det januar og der skal trappes ned fra julen. Her er en lækker ret som giver fuld smag for det halve antal kalorier (tror jeg).

    Laks sous vide:

    • 700 g.  laks
    • olivenolie
    • salt+peber

    Metode:

    Skær laksen ud i 4 lige store stykker og pensel dem med olie. Vacuummer dem og tilbered dem sous vide ved 48C i 35 minutter. Herefter steges de i 30-40 sekunder på en meget, meget varm pande i lidt olie. Drysses med salt+peber på skindsiden.

    Ærtemos:

    • 400 g. frosne ærter
    • 1 dl. vand
    • 1/2 tsk. salt
    • 60 g. smør
    • 6 g. hakket purløg (en håndfuld)
    • 6 g. hakket bredbladet persille (en håndfuld)
    • 3 g. hakket kørvel (en lille håndfuld)
    • Lidt olivenolie
    • Citronsaft
    • Peber

    Metode:

    Hæld ærter, vand og salt i en gryde og kog ærterne møre. Tilsæt smør og blend det hele med en håndblender. Der må meget gerne være lidt klumper tilbage. Tilsæt krydderurter og giv blandingen en rimelig konsistens med olivenolie. Smages til med citronsaft (ca. 1 spsk) og friskkværnet peber.

    Server en pæn klat ærtemos med et stykke laks ovenpå. Nice.

    Laks sous vide med ærtemos

  • Flap meat / bavette sous vide på grill

    Flap meat / bavette sous vide på grill

    Flap meat, eller på fransk bavette er en af de mindre kendte udskæringer som det bestemt er værd at købe. Den er billig (under 120 kr/kg i Inco) og noget af det mest velsmagende kød. Den er som flank steaken lidt tynd i enderne og derfor egner den sig rigtig godt til en kombination mellem sous vide og grill. Den skal nemlig bare have lidt hurtig skorpe på grillen og derfor bliver ensartet rød indeni. Server den med en grov kartoffelmos og en hurtig rødvinssauce.

    Flap Meat

    Ingredienser

    • 1 kg flap meat
    • Timian
    • 30 g. smør til vacuumposen
    • 2 fed hvidløg
    • Smør til at brune i

    Metode:

    Puds kødet hurtigt og vacummer det med timian og lidt smør. Tilbered det sous vide i 2 timer ved 57C. Tag kødet ud af posen og tør det godt. Varm en pande godt op, smelt smørret, tilsæt hvidløg og timian og brun kødet hurtigt på begge sider.

    Lad kødet hvile mens du laver saucen og skær det ud. Det er vigtigt at skære på tværs af fibrene ellers bliver det lidt som elastikker.

    Rødvinssauce

    Ingredienser:

    • Panden brugt til at brune bøffer/flap meat
    • 2 fed hvidløg – hele med skal, men mast flade med håndfladen
    • 2 stikle timian
    • 250 g. rødvin
    • 60 g. smør
    • Maizena
    • Salt + peber

    Metode:

    Steg hvidløg, timian på panden brugt til at stege bøffer. Tilsæt rødvin og reducer noget. Jævn med smør og evt. lidt Maizena udrørt i vand. Smag til med salt+peber. Si og server.

    Flap meat sous vide på grill

  • Smashed Potatoes – Grov kartoffelmos

    Smashed Potatoes – Grov kartoffelmos

    Et let alternativ til kartoffelmos er “Smashed Potatoes” som passer perfekt til en flap steak med rødvinssauce, men kan bruges til masser af andre kødtyper – for du er vel ikke vegetar?! Er meget amerikansk inspireret da man her ofte får de grovere typer af mos med masser af krydderurter etc. En amerikaner vil nok også smide en håndfuld revet ost i, men den sparer vi her. Kan også laves med bredbladet persille eller forårsløg i stedet for purløg.

    Ingredienser:

    • 600 g. asparges kartofler
    • 1000 g. vand
    • 22 g. salt
    • 100 g. mælk
    • 75 g. smør
    • sort peber
    • 1 bundt hakket purløg

    Metode:

    Bring kartofler (skal bare skrubbes), vand og salt i kog. Koges til de er møre, men ikke for smattede – ca. 20 min.
    Hæld vandet fra og tilsæt mælk. Mos groft sammen med en stor gaffel og rør smørret i til det er rørt godt sammen. Hold varm til det skal serveres og tilsæt purløg lige før det kommer på bordet.

     

     

  • Tarteletter med høns i asparges

    Tarteletter med høns i asparges

    Tarteletter er en favorit mormor mad som jeg aldrig tror går helt af mode. Den er her serveret forsimplet, det vil sige at i stedet for at lave sine egne tarteletskaller som kræver et specielt tarteletjern, så er det forsimplet med en lille butterdejsting.

    Ingredienser:

    • 500 g. kyllingebryster
    • 1/2 liter grønsagsboullion
    • 1 laurbærblad
    • 2 glas hvide asparges (Navarra)
    • 3 dl piskefløde
    • 75 g. smør
    • 75 g. hvedemel
    • 1 pakke frossen butterdej
    • Lidt mælk
    • Sort sesam
    • Lidt hakket persille eller ristet bacon.

    Metode:

    Læg kylling i en vacuumpose med boulionen og laurbærblad. Tilbered sous vide i 1,5 time ved 65C. Tag brysterne op af lagen. Si lagen og kog den op. Skær kyllingekødet i mindre stykker.

    Smørbolle: Smelt 75 g smør i en gryde og drys 75 g mel i. nRist det igennem et par minutter – herefter er den klar til brug.

    Si lagen fra aspargesene og hæld lagen til boullionen sammen med fløden. Kog blandingen op og tilsæt smørbolle til det bliver en tyk sovs.

    Smid kyllingekødet og asparges i en gryde og hæld så sovsen over lidt ad gangen til en passende koncistens. Varm det hele godt igennem og smag til med salt og peber.

    Sæt ovnen på 200C. Skær butterdejspladerne ud – hver plade skæres i 3 lige store stykker, pensles med mælk og drysses med sort sesam. Bages i 10 minutter til de er gyldne og hævet op.

    Servering: 2 bagte butterdejsstykker lægges på en tallerken og fyldet hældes kunstfærdigt ud over. Pyntes med lidt ristet bacon eller persille.

    Modernist ide: Bland noget husblas i sovsen og sæt det på køl. Køb forårsrulledej og læg en god skefuld kold sovs på og rul forårsrullen. Friter rullen og server.

    Tarteletter med høns i asparges

  • Omelet Sifon

    Omelet Sifon

    En god luftig omelet er ikke at foragte. Denne opskrift har jeg fundet på fordi jeg ikke gider at piske som vanvittig men jeg vil alligevel have en god luftig omelet. Server den til en stor stak bacon eller smid lidt god kogt skinke i den – det vil du ikke fortryde.

    Ingredienser:

    • 200 gram helæg (eller sammenpiskede æg hvis du ikke har det på flaske)
    • 80 gram æggeblommer
    • 60 gram smeltet smør
    • 60 gram mælk
    • Lidt salt.

    Metode:

    Blend æg, æggeblommer, smeltet smør, lidt salt og mælk sammen og hæld det i en vakuumpose. Tilbered det sous vide ved 73C i 35 minutter. Hæld det på en sifonflaske og smid en patron lattergas i.

    Nu har du en super skum som jeg f.eks. holder varm ved 65C i sifonflasken og så sprøjter ud på en god pocheret laks. Det er en super cremet skum med en meget fin smag.

    Nå, men her skal vi lave en omelet og så opbevarer jeg bare sifonflasken på køl til jeg får lyst til en omelet. Den laver jeg så på en lille pande med en klat smør, hvorefter jeg sprøjter sifoncremen ud direkte på panden. Omeletten steger så lysebrun og vendes i luften og gøres færdig på den anden side. Serveres gerne med et drys persille eller purløg. Inden den vendes kan der lige puttes lidt kogt skinke eller lignende i.

    Omelet Sifon