RESTAURANT ET⇧

Jeg husker ikke præcist hvor mange gange jeg har været på Restaurant ET, men det er nok over 30 gange. Både som gæst inviteret af andre, som deltager i et af de mange spændende arrangementer som f.eks. deres duel mod Alberto K. Jeg har afholdt mange forretningsmiddage her idet det store menukort giver mange muligheder for at finde noget til udenlandske gæster med andre preferencer end lige en tvunget menu. En hurtig middag en onsdag med østers og deres perfekte tartar er hvad vi her i familien kalder raw food – det har vi gjort ofte.

Så det er et sted jeg på mange måder elsker, men hvor betjeningen desværre alt for ofte svigter – specielt de sidste par års. Det er synd, for det ødelægger lidt oplevelsen. Men ikke på maden – den holder normalt altid 99.9%. Et eksempel på den dårlige service: Jeg var på besøg med spanske gæster, der fik salat som tilbehør hvor de spurgte efter olie og eddike og fik at vide at det havde de ikke i køkkenet?!? En dårlig løgn, som man altså ikke kan bilde spanske gæster ind og en meget pinlig oplevelse for mig som vært. Jeg kommenterede det i deres booking system, men fik desværre aldrig en reaktion fra restauranten.

På ET har de hver dag en 3-retters menu, men derudover har de to a la carte menukort – ET menu og den traditionelle. Det giver altid et meget flot udvalg af både en række klassikere – specielt kan her anbefales deres oksetatar og ristet torskeryg “Basquaise”. Det er virkelig et par vindere, som vi dog ikke fik i dag.

Nå, nu hvor jeg så blev rund valgte vi at spise en dejlig tirsdagsmiddag hos ET – hvor ellers i Aarhus kan man få god mad på en tirsdag? For på ET holder man åbent hele ugen undtagen søndag – tak for det! Uden ET havde det været næsten umuligt at opdrive et godt måltid i starten af ugen i Aarhus.

I dag fik vi:

  • Salat af taskekrabbe med avokado, dild, saltet agurker, crouton og krabbebisque [En rigelig, meget lækker krappesalat med lækre agurkekugler (vacuumbehandlede?) – en virkelig lækker sensommerforret]
  • Stegt foie gras ”Gastrique” med brombær, madagaskarpeber, kørvel og selleri [en perfekt stegt goie gras med dejligt tilbehør – men, og et stort men – der blev ikke serveret ristet brioche til denne stegte foie gras. Vi spurgte kokken der serverede og fik bare at vide at det var ikke tilbehør. Et typisk svigt hos ET i betjeningen – ingen fleksibilitet. Jeg ved ET altid har brioche brød til deres foie gras terrine, så hvor svært var det lige at riste et par brød. Dårlig service]
  • Marvpiber fra dansk kalv med persillesalat og grilltoast, 3 stk [en virkelig vinder hos ET. En simpel ret med en virkelig velsmag. Har du ikke smagt marv, så smut på ET med det samme. Et kup til 88 kr.]
  • Dagens fangst (rødtunge) – ”Brændende kærlighed” med Alsacebacon, kartoffel, syltede løg, minirødbeder og timian [Dagens fisk var rødtunge og var perfekt tilberedt med lækkert tilbehør – ikke noget at udsætte på denne gode variant over brændende kærlighed]
  • Beuf sauté Webster a la Gottlieb med svampe, håndskårne pommes frites og asier [En ret som køkkenet havde lært af deres gamle læremester. Hurtigstegt oksemørbrad i en simpel svampe-flødesauce med fritter og friske asier. En ret der nok var lidt for simpel til stedet og var lidt en skuffelse. Specielt fordi en af gæsterne ikke spiser rødt kød og bad om det gennemstegt. Betjeningen lovede at undersøge om det kunne lade sig gøre. Vi hørte ikke noget før vi fik retten som en dele-ret med alt kødet stegt “medium-rare”. Ikke i orden, men betjeningen var for ukyndig til at håndtere situationen og sagde bare “undskyld”. Igen ikke godt nok!!]

Så alt i alt en ok aften, men ikke mere end ok. Normalt syntes jeg niveauet er højere – her var den primære smutter hovedretten og at betjeningen nok ville passe bedre til Jensens Bøfhus. Synd for det er generelt mit favoritsted at spise i Aarhus – her får kunden altid et valg og hvis man springer betjeningen over og snakker direkte med kokkene i køkkenet kan alt lade sig gøre.

Så mit råd er at der skal strammes op på betjeningen. Hvis de er i tvivl må de vende det med det normalt altid fleksible køkken. Her er potentiale til det efter min mening ret perfekte spisested, men det forstyres af den dårlige service. Men lige nu ryger ET i Brasserie-kategorien selv om køkkenet har potentiale til Gourmet-kategorien.

[venue id=4ba4f9ecf964a5202ccb38e3]

Join the Conversation

1 Comment

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *