Disse kartofler er et hof-nummer i familien og er et godt og knap så usundt alternativ til fritter. Da kartoflerne koges i saltet vand vil det forhindre olien i at trænge ind i kartoflen så de ikke sejler i olie. Er man ikke så fedtforskrækket så er disse kartofler perfekte til en god gang bearnaise.

Ingredienser (tilbehør til 4 personer)

  • 1,5+ kg bagekartofler
  • Salt
  • Olivenolie
  • 4 fed hvidløg (kan udlades)
  • 2 kviste rosmarin (kan udlades)

Metode

Kartoflerne skrælles og skæres i store tern, ca. 3 x 3 cm eller en anelse mindre. Skylles 3 gange i koldt vand for at komme af med så meget stivelse som muligt. Herefter dækkes kartoflerne netop med koldt vand og der drysses salt i så vandet er letsaltet – lidt mindre salt end til kogte kartofler.

Kartoflerne koges til de er helt møre (men ikke grød) – de må meget gerne “fnugge” lidt. Vandet hældes fra og kartoflerne damper tørre. Ryst gerne de kogte kartofler så de “fnugger” lidt mere. Olivenolie hældes over og de fordeles ud i en bradepande. Mere olie hældes over og de vendes så de er rimeligt olieindsmurte. Sættes i ovnen ved 225C i ca. 45-60 min. Skal vendes hvert 10. min undervejs.

De sidste 15 min smides hvidløgsfed og rosmarin kviste ved hvis man ønsker det for ekstra smag og god fims i køkkenet.

Ved servering tages kartofler op af bradepanden med en hul-ske så den overskydne olie ikke følger med og serveres på et fad. Drysses med lidt flagesalt.

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *