Munkebo Kro har jo fra tidligere tider et ry som en af de bedste restauranter i Danmark med Thomas Pasfall i køkkenet. Der er han ikke mere og stedet er nu omdannet til et mere traditionelt kro-køkken. Det er en rigtiglig hyggelig kro hvor man godt kan se det tidligere har været et sted over den normale standard. Værelserne er pæne og der er en super betjening.
Morgenmaden var dog noget under en almindelig hotel-morgenmad – f.eks. var røræggen nærmest hård som sten og det hele var noget præ-fab.
Men om aftenen havde vi booket bord i restauranten og her kunne vi vælge mellem både dagens menu og a la carte. Vi valgte at plukke både fra menuen og a la carte.
Første tegn på at vi ikke er på en restaurant med respekt for kunderne er når man får en brødkurv ind med 3 færdige små plast-bakker med lurpak-smør. Det er aldrig et godt tegn når køkkenet end ikke gider at putte lidt smør på en tallerken. Dovenskaben længe leve.
Vi fik:
- Hvide asparges serveret med Hindsholm bacon og grøn urte Beurre Blanc [gode fine asparges, men den rå bacon havde ikke niveau til at blive serveret på denne måde og urte beurre blanc’en var for skarp i smagen til at matche de fine asparges]
- Varmrøget peberlaks med asparges og skaldyrsauce [En lidt overtilberedt laks med en god (dog igen halvfabrikata) skaldyssauce]
- Sandart med asparges tærte, kartoffel og hvidvinssauce [En ok servering, men fisken skulle have været mere sprød ovenpå og knap så stegt i kødet]
- Timianstegt Hjortefilet, hertil cremede asparges, kartofler og svampe [Fint stegt filet, men sauce virkede lidt færdiglavet og tilbehøret var lidt intetsigende]
- Peberbøf af oksemørbrad med dagens tilbehør og sauce [Jeg blev aldrig spurgt om hvordan jeg ønskede kødet, så køkkenet måtte have konkluderet at det skulle gennemsteges – det var lidt synd for kødet var godt, så det burde have været medium-rare. Saucen var også her noget færdiglavet og kartoflerne blandet med soltørrede tomater stank af 80-erne]
- Rabarbermazarin serveret med vanilje creme fraiche [En ok servering med en parfait til – men lidt intetsigende og jeg har faktisk allerede glemt den her 2 dage efter]
Så en noget rutinepræget menu som de fleste kokke kunne have lavet uden at få sidestik. Meget virkede noget halvfabrikata-agtigt og der manglede den grundlæggende respekt for gæsterne. Det havde været en ok guldbryllupmenu, men som en 3-retters a la carte menu til ca. 400 kr pr. mand, så var det ikke helt i orden på trods af at der ellers var en god service.
Hvad havde du regnet med? 400.- for 6 retter? (!) Det altså ikke mange basseøre,..
Vi fik kun 3 retter – men vi fik forskellige hovedretter, derfor er der listet 6 retter.