Sliders er det største der er sket siden burgeren og dette er de ultimative. Små burgere der smager af en mere. Vi har brugt dem til studenterbesøg hvor 22 sultne fulde studenter skulle fodres af på 10 minutter. Der er disse intet mindre perfekte.

Burger Boller:

  • 4.5 dl sødmælk
  • 30 g gær
  • 750 g hvedemel
  • Ca. 2 tsk fint salt
  • 1,5 spsk sukker
  • 100 g smør
  • Æg til pensling
  • Sesamfrø

Smulr gæren i den håndvarme mælk og tilsæt salt, sukker og smør. Kør det på røremaskinen med dejkrog og tilsæt melet. Kør det ca. 10 minutter til det er godt æltet. Kom dejen i en olieret skål, dæk den til med et fugtigt klæde og sæt den til hævning – gerne lunt – i 90 minutter.

Rul dejen ud så den er ca. 2 cm tyk. Udstik med en udstikker (diameter ca. 5 cm) og sæt dem på en plade. Ælt resten af dejen sammen og rul den igen ud i 2 cm tykkelse og udstik igen. Gentag til der ikke er mere dej.

(hvis du bruger opskriften til almindelige burgerboller, deles dejen bare i 10-12 lige store stykker, rulles pænt til boller og sættes på en plade)

Bollerne hæver 1/2 time lunt under et fugtigt klæde. Pensles med pisket æg og drysses med sesam. Bages ved 200C varmluft i ca. 15 minutter.

Burgere:

  • 1000 g hakket ox (10-15% fedt)
  • Salt
  • Peber
  • Olie til pensling
  • Evt. cheddar i skiver

Burgerne formes i en 6 cm udstikker med 45g hakket ox i hver. Burgerne drysses med salt og peber og pensles med olie. Grilles på en grill til de er færdige. Der lægges evt. en skive ost på som lige netop skal smelte lidt.

Løg Relish:

  • 2 løg – finthakket
  • 50 g. smør
  • 2 spsk. burbon whiskey
  • 2 spsk. ketchup
  • 2 tsk. worcester sauce
  • 2 tsk. teriyaki sauce
  • Salt

Løget klares i smøret i en lille kasserolle. Whiskey tilsættes og det koges ind. Ketchup, worcester sauce og teriyaki sauce tilsættes og det koges lidt sammen. Smages til med salt. Køles af.

Vacuum Dild Agurker:

  • 1/2 agurk i 2mm tykke skiver
  • 1/2 dl. vand
  • 1/2 dl. vineddike
  • 1/2 spsk. sukker
  • 2 tsk. salt
  • 2 tsk. tørret dild
  • Friskkvernet peber

Sukker, salt, dild og frikskvernet peber opløses i vand og eddike – gør det bare direkte i en vacuum pose. Agurken tilsættes og det hele vacummeres så meget som muligt. Vent 5 minutter, dræn  og server agurkeskiverne. Hvis man er så uheldig at ens vacuum-maskine er til reparation, kan man i stedet lægge agurkerne i lagen og sætte det på køl et par dage.

Slider:

  • Panchetta stegt (jeg anbefaler den runde panchetta skåret i 1 mm tykke skiver og grillet)
  • Tomater i skiver (skal have en lidt mindre diameter end bollerne)
  • God hjemmelavet mayo
  • Ketchup (Heinz)
  • 1 burger bolle
  • Salt
  • 1 tsk (med top) løg relish
  • 1 burger

Bollen skæres over og ristes let på skærefladen på grillen. Underen får et lag mayo og overen får et lagt ketchup. Burgeren bygges op nedefra med:

Underbolle – mayo – tomat – burger – salt – løgrelish – panchetta – ketchup – overbolle

Lav et par stykker ad gangen til dig selv.