RESTAURANT ET ⇧  ALBERTO K⇧

Restaurant ET er ved at være en institution i byen blandt madelskere. Det er nok ikke den mest kendte restaurant i Danmark og det er på mange måder synd. For det er stedet hvor man får den bedste franske mad i byen og den er bestemt i top-3 i min målestok.

Jeg kan efterhånden ikke holde styr på hvor mange gange jeg har spist på ET men den er min foretrukne til både frokost og aften, familie og selskaber – privat og forretning. Hvorfor? Fordi man ikke tvinges ind i en bestemt menu. De har et godt kort og man kan selv vælge. Betjeningen er altid god så det er et sted man føler sig godt tilpas og ethvert måltid slutter altid af med at jeg ikke kan lade være med at overveje hvornår jeg skal derned igen. Sådan skal det være – synd at så få restauranter ikke kan få gæsten i det humør.

Det kan derfor være svært at anmelde en restaurant man har et sådant forhold til. Man kan få mere spændende og udfordrende mad andre steder – bestemt – men at jeg selv kan vælge fra et pænt a la carde menukort passer mig rigtig fint rigtig ofte. Det er ikke et fornemt sted selv om der altid er perfekt dækket op. Deres appetizers er lidt (for) simple sammenlignet med andre madtempler, f.eks. Frederikshøj her i Aarhus – men ellers holder det.

ET er gode til at lave arrangementer med f.eks. et tema så man introduceres til vine og lokal gastronomi fra f.eks. Alsace. Det jeg her vil omtale var en kokkedyst hvor Restaurant ET udfordrede Jeppe Foldager fra Alberto K. Aarhus vs. København.

Hver restaurant ville lave en forret, en hovedret og en dessert. Vi fik udleveret et ark hvor vi så kunne stemme på den ret der var den bedste – vi vidste på forhånd ikke hvem der havde lavet hvad. 6 retter med vine for ca. 1100 kr. Ret rimeligt. Den sagnomspundne Bent Christensen fra Den Danske Spiseguide var med som overdommer. Tunge kræfter.

Vi fik (i denne rækkefølge):

  • Torsk gravet i ask med sennepsurter, dild østers-yoghurt  (Alberto K) [Jeg syntes det var en lidt for flad ret med meget små smagsnuancer)
  • Taskekrabbe med luftig Karl Johan, citron, avokado og skovsyre (ET) [Fantastisk frisk god ret hvor cremer spillede godt op til krappen]
  • Kalvebrissel med danske jordskokker, persille, snegle og hønse-jus (Alberto K) [Ok, jeg er bare en sucker for brisler og denne var tilberedt til perfektion så det sprøde ydre gemte på en næsten cremet brissel – perfekt]
  • Ballotine af vagtel med sød fransk sennep, sauce og citronelle og “varme krydderier” (ET) [Virkelig lækker vagtel, men den lidt sur-søde agtige sauce var nok lidt for pat-pong til mig. Det dominerede for meget så den meget lækre vagtel blev druknet i asian grill]
  • Danske æbler med citron verbena, Valrhona mælkechokolade og vanille (Alberto K) [meget lækker dessert som helt fulgte de nye nordiske toner – men var på den måde også lidt for mainstream]
  • Hvid chokolade “sein” med kakao, eksotiske frugter, vanille og kokos (ET) [så blev jeg da ellers smidt tilbage i sen-70’erne med en fløderand med frugter, forklædt som en modernistisk omgang – og det virkede for mig. Flot og modigt!!]

For mig blev det til en 2-1 sejr til ET, men for hele restauranten vandt Alberto K 2-1. Det var et virkelig godt arrangement der havde tiltrukket mange foodies – så der kom god snak mellem bordene og det øgede stemningen. Desværre havde vores tjener ikke helt styr på andet end det hun var blevet instrueret i fra køkkenet og var ikke til at slå et smil af, men det kunne slet ikke ødelægge denne fantastiske aften. Godt gået ET – flere af den slags arrangementer.

This slideshow requires JavaScript.