På kokkeskole hos brdr. koch fik vi denne lækre havtaske med æbler, jordskokker og en karrymarinade. Lækker måde at servere havtaske og karryen pifter den virkelig op.

Ingredienser:

  • 4 stykker havtaske á ca. 60g
  • 4 jordskokker
  • 2 Cox orange æbler
  • 1 skalotteløg
  • 1 spsk estragon
  • 1½ dl. æblejuice
  • salt
  • 1 spsk. olivenolie

Karrymarinade:

  • 2 spsk. karry

  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 spsk. sukker
  • 5 spsk. vand
  • 4 spsk. citronsaft
  • 1 dl. æblesaft
  • 10 dråber tabasco
  • 1 dl. olivenolie

Tilberedning:

Fisken soigneres og krydres med salt og citronpeber og stilles på køl.
Kompot: Æblerne skæres i kvarte, kernehuset tages ud og æblet skæres i både på 1 cm. tykkelse. Æblerne kommes i et smurt (olivenolie) fad sammen med skrællede jordskokker i tern på 1×1 cm og fint hakket skalotteløg. Estragonen plukkes og hakkes og tilsættes sammen med æblejuice og drysses med salt. Fadet dækkes med staniol og bages i ovn ca. 20 min. ved 175C.
Karrymarinaden: Karry kommes i en gryde sammen med olivenolie (1 spsk) og ristes let i 1 min. De øvrige ingredienser (undtagen olivenolien) tilsættes og simrer med i 5 min. Gryden tages fra varmen og afkøler 5 min. Olivenolien piskes nu i den lune masse til vi får en tyk marinade som smages til med salt og peber.
Anretning: Kompotten bages i 8 min. ved 175C mens havtasken steges på en pande i 2 min på hver side. Kompotten anrettes på tallerkenen med fisken over og der kommes til sidst karrymarinade på.