Til en hyggelig lørdag eller hvis du ikke har for mange gæster, så er en soufflé en blære-ret som faktisk ikke er så svær at lave. Hvis man så lige slasker en god creme anglaise i, så er man i mål.

Ingredienser – soufflé:

  • 190 g. sødmælk
  • 35 g. hvedemel
  • 35 g. smør
  • 1 tsk flagesalt
  • 100 g. sukker
  • 135 g. mørk chokolade
  • 70 g. æggeblommer
  • 115 g. æggehvider
  • smør og sukker til formene
  • Lidt flormelis til at drysse på

Metode – soufflé:

Smør 4-5 souffléforme grundigt indvendigt – det er vigtigt at få siderne og kanten godt med. Hæld en spsk. sukker i formen og drej rundt til den er dækket i bunden og på siderne. Hæld overskydende sukker ud. Sæt formene på køl til de skal bruges.

Bland 35 g. mel med de 35 g. smør og 1 tsk flagesalt så de bliver en fin smørbolle. Varm de 190 g. mælk med 75 g. sukker og rør smørbollen i – lad det småkoge i 4 minutter under piskning så det er en fed creme uden klumper. Tag kasserollen af ilden og rør 135 g. god mørk chokolade i cremen. Rør de 70 g. æggeblommer i cremen. Hertil kan du forberede i forvejen – f.eks. dagen før. Sæt evt. på køl.

Lige før serveringen: Pisk 115 g. æggehvider med 25 g. sukker til en marengs. Fold marengsen i cremen i 3 omgange så det bliver foldet godt ind.

Hæld cremen med marengsen i de smurte forme. Skrab overskydende masse af med en kniv så den står helt skarp. Med et stykke køkkenrulle tørres kanten forsigtigt af hele vejen rundt.

Sæt formene i ovnen ved 190C i 19 minutter. Så skulle de være hævet flot op. drys med flormelis og server med en crème anglaise – se nedenfor.

Ingredienser – créme anglaise:

  • 2 vaniljestænger
  • 1/4 l. piskefløde
  • 125 g. sødmælk
  • 50 g. sukker
  • 115 g. æggeblommer
  • 3 g. flagesalt

Metode – crème:

Hak de 2 vaniljestænger groft. Pisk alle ingredienser sammen i en kasserolle og sæt mellem varme under den. Varm massen op til 82C under piskning. Så er cremen færdig. Check evt med en ske – saucen skal dække bagsiden af en ske pænt uden det hele ryger af. Si cremen så de grofthakkede vaniljestænger er siet fra.

Hæld cremen i en sprøjteflaske eller på en lille kande og sæt den på køl.

Chokoladesoufflé med blødende hjerte og crème anglaise

Chokoladesoufflé med blødende hjerte og crème anglaise