Så er det slut med at lede længere. Her er verdens bedste burgerboller. Intet mindre. De er rimelige at lave – har det rigtige svampede indre og en blød perfekt overflade. Kan både bruges til sliders og rigtige burgere.

Opskrift giver 6 pæne burgerboller.

Ingredienser:

  • 290 g. sødmælk
  • 10 g. tørgær
  • 50 g. sukker
  • 450 g. hvedemel
  • 8 g. salt
  • 75 g. koldt usaltet smør
  • 50 g. æg
  • 50 g. sødmælk

Metode:

Bland 290g sødmælk, sukker og tørgær sammen og rør til gæren er opløst. Bland mel og salt og bland det i gærblandingen i en røremaskine. Tilsæt lidt ad gangen af melblandingen til det hele er blandet i og der er en ensartet konsistens. Herefter tilsættes det kolde smør og der røres på mellem niveau på røremaskinen i 20 minuttter.

Tryk dejen lidt flad og blacer i en flad beholder. Dæk med film og lad det stå og blive helt koldt – mindst 1 time. Smør en meget høj form (ca. 30 x 21 cm) med en god spray olie og form boller (til sliders 45 g pr. stk – til burgere ca. 100 g pr. stk). Læg bollerne i den smurte form. Spray bollerne med sprayolie og dæk formen til med film. Lad dem hæve 45-90 minutter til dobbelt størrelse.

Bland 50 g. æg og 50 g. mælk og pensel (eller spray) bollerne med blandingen. Dæk formen med et låg eller staniol og bag bollerne 30 minutter ved 175C. Fjern låget/standiol og bag bollerne færdige og lysebrune i 10 minutter.

Lad bollerne køle af til stuetemperatur og læg dem i en lufttæt pose, f.eks. en zip-lock pose og lad dem gerne stå natten over og blive perfekte.

Deles så og ristes i en ovn og lav din perfekte burger.

Brioche brød

Lav dejen som beskrevet ovenfor. Del dejen i 5 lige store dele og form dem til boller. Spray en rugbrødsform med olie og læg de 5 boller i. Spray bollerne med olie.

Dæk formen til og lade det hæve lunt i 45-90 minutter til ca. dobbelt størrelse. Dæk med sølvpapir og bag i ovnen i 35 minutter ved 175C. Fjern sølvpapir og bag færdigt i 10 minutter.

Lad brødet køle helt af. Kan så skæres i skiver og ristes til f.eks. en god foie gras terrine eller Tournedos Rossini.